
Hvordan lyder 1200 års nordisk kristen historie, når den synges i nutid? Det giver den nye kantate Den signede dag et musikalsk bud på, når vi inviterer hele Danmark til at synge med, ved folkekirkens markering af 1200-året for Ansgars komme til Norden.
I 2026 er det 1200 år siden, at Ansgar bragte kristendommen til Norden. Det markeres nationalt med en ny kantate, skabt på initiativ fra landets biskopper og med støtte fra stifterne og Alving Fonden. Bag udgivelsen står KORLIV – folkekirkens kororganisation – i samarbejde med forlaget Mixtur. Teksten er skrevet af Iben Krogsdal og musikken komponeret af Christian Præstholm.
Kantaten Den signede dag samler tråde fra fortid og nutid. Den bygger på den kendte salme med rødder tilbage til middelalderen og gendigtet af Grundtvig i 1826, og den flettes sammen med bibeltekster, salmebogsstof og en ny fællessalme: Det stråler igen om jordens rand.
Værket er skabt til bred anvendelse i hele landet – for ligestemmigt kor, blandet kor, orgel, liturg og menighed – og kan opføres både i sin helhed og i uddrag. Målet er, at så mange kirker som muligt får mulighed for at deltage, uanset størrelse og ressourcer.
Søndag den 10. maj (4. søndag efter påske) bliver den fælles nationale mærkedag, hvor der i hvert stift vil være mindst én opførelse af kantaten. Samtidig opfordres kirker over hele landet til at deltage – enten med hele værket, dele af det eller blot ved at synge en af salmerne.
Biskop Marianne Christiansen udtaler:
“Vi håber, at kantaten vil blive til glæde for hele folkekirken og minde om det lys, der kommer over landet med den kristentro, som Ansgar og andre bragte med sig. Den skal hele tiden finde nye udtryk, nu og i fremtiden. Ansgar kom med sangen, og vi synger og digter og spiller videre på den.”
Fejringen er en fælles national begivenhed, hvor kirker, kor og menigheder over hele landet forbindes gennem sangen. Der er et særligt ønske om, at domkirkerne – med biskopperne i spidsen – går forrest, og at så mange som muligt lokalt finder deres egen måde at være med på.
Lad os sammen lade sangen bære historien videre – på tværs af sogne, stifter og hele landet.
Sådan kan I bruge kantaten:
- Opfør hele eller dele af kantaten
- Syng Den signede dag eller den nye salme Det stråler igen om jordens rand
- Inddrag menighed, kor og lokale samarbejdspartnere.
PS: Husk at sende en mail til Korlivs sekretariat, hvis I benytter jer af kantaten. Så kan vi fortælle de gode historier om, hvor mange der har brugt materialet og hvordan :)
Mail til Korlivs sekretariat: kontor@korliv.dk.
