LEGO Masters for konfirmander er tilbage i Ribe Stift. Efter en længere pause blev konfirmander fra hele stiftet igen samlet i Billund til en hel dag med fordybelse, kreativitet og fællesskab.
Rammerne i børnenes hovedstad dannede en inspirerende kulisse om dagen, hvor konfirmanderne arbejdede koncentreret og engageret med årets tema: påsken – med særligt fokus på Palmesøndag og Jesu indtog i Jerusalem. Opgaven var at omsætte fortællingen til en fortolkning bygget i LEGO-klodser.
Resultatet var et imponerende antal konstruktioner, der både rummede teologisk refleksion, historisk nysgerrighed og stor kreativitet. Flere grupper arbejdede med symbolik, perspektiv og fortælling i deres opbygninger, og dommerne havde derfor en vanskelig opgave.
Dommerpanelet bestod af biskop Elof Westergaard og chefdesigner Søren Dyrhøj, kendt fra LEGO Masters Danmark. Begge kvitterede for konfirmandernes engagement og seriøse tilgang til opgaven.
Vinderholdet kom fra Malt Kirke. Sognepræst Ulla Kristiansen fortæller om sine konfirmander:
“De arbejdede simpelthen så utroligt godt. De spurgte lidt ind til, hvordan det så ud dengang, men fik mange ideer selv, og de blev ved med at bygge, selv da de egentlig var færdige.”
Også biskoppen fremhæver den indsats, der blev lagt for dagen:
“Alle konfirmander havde taget opgaven særdeles alvorligt, og hvor var der mange fine, fantasifulde og opbyggelige fremstillinger af påskens begivenheder.”
LEGO Masters viser, hvordan konfirmandundervisningen kan åbne nye rum for samtale og fordybelse. Gennem arbejdet med klodserne bliver bibelfortællingen konkret, visuel og til at gå på opdagelse i – og samtidig styrkes fællesskabet på tværs af sogne.
LEGO Masters vender tilbage i februar næste år. Derfor lyder en klar opfordring til jeres præster: Tænk dagen ind i planlægningen af næste års konfirmandforløb allerede nu. Erfaringen viser, at dagen både styrker fællesskabet og giver ny energi til arbejdet med påskens fortællinger – og vi håber at se endnu flere hold repræsenteret næste gang.

