Social- og Boligstyrelsen har d. 28. november 2024 præciseret definitionen af lejlighedsvis parkering i den såkaldte ladestanderbekendtgørelse (bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger).
Det betyder at vejledningen til ladestanderbekendtgørelsen ændres i forhold til kravet om, at der skal opsættes ladestandere på parkeringsarealer med mere end 20 pladser, som træder i kraft d. 1. januar 2025. Ændringen medfører, at et areal ikke anses som omfattet af krav i ladestanderbekendtgørelsen, hvis arealet kun anvendes til parkering ganske få gange om året.
Det betyder, at f.eks. landsbykirker, hvor parkeringspladserne kun anvendes ganske få gange om året, ikke er omfattet af kravet om opsætning af ladestandere.
Læs mere her: Vejledning til bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger.