Kursus: Religionsteologi i en folkekirkelig virkelighed - om mødet med andre religioner og åndeligt søgende

Religionsmøder er blevet en fælles folkekirkelig virkelighed, som ikke længere er forbeholdt særlige kirker eller embeder. Hvordan forholder vi os fx til, når et Harah Krishna-medlem gerne vil deltage i nadveren, eller når en muslim og en kristen spørger, om de kan blive viet i kirken? Kurset er et samarbejde mellem FUV og Folkekirke & Religionsmøde og vil bestå i en blanding af foredrag, oplæg og fælles drøftelser på baggrund af aktuelle cases.

Religionsmødet er en fælles teologisk udfordring – i teori som i praksis. Møder mellem religioner og livssyn finder sted i en række dagligdags sammenhænge, fx ved skolens julegudstjeneste eller til dåbssamtalen, hvor kun én af forældrene er medlemmer af folkekirken. 

Folkekirken møder åndeligt søgende, muslimer, asatroende, ateister, buddhister og agnostikere. Folkekirke og Religionsmøde udgiver i foråret en antologi med bud på teologi til folkekirken i et mangfoldigt samfund. Denne antologi vil være udgangspunktet for kurset. Bogen har til formål at kvalificere den teologiske diskussion af religionsmødet ud fra en række cases fra hverdagssituationer i folkekirken. Vi vil invitere flere af bidragyderne til at introducere og drøfte deres bidrag.

Kurset er både for præster og kirke- og kulturmedarbejdere. Vi vil samtidig bede alle deltagerne om forud at indsende en aktuel case fra deres eget sogn.

Uddrag fra program:

+ Introduktion til bogen 'Religionsteologi på dansk. Teologi til folkekirken i et mangfoldigt samfund.'
V. generalsekretær, cand.theol. Ane Kirstine Brandt og teologisk konsulent, cand.theol. Sigrid la Cour Sonne, Folkekirke og Religionsmøde.

+ Indsigter fra det svenske forskningsprojekt: Folkkyrkans nya ansikten – levd religion, nyandliga praktiker och teologisk legitimitet. 
V. præst, ph.d. og tidligere stiftsadjunkt på Centrum for Religionsdialog i Stockholms Stift Helene Egnell.

+ Rum, krop og konfession.
V. professor emeritus, dr.theol. Peter Lodberg.

+ Dåb og vielse i en multireligiøs sammenhæng. 
V. professor, dr.theol. Claudia Welz og lektor, ph.d. Mikkel Christoffersen. 

+ Julen som prisme. Om forholdet mellem majoritet og minoritet, tro og folkereligiøsitet.
V. studieleder, viceinstitutleder, lektor, ph.d. Kirstine Helboe Johansen. 

+ Rettroenhed og sakramenter.
V. professor MSO, ph.d. Bo Kristian Holm, og lektor, ph.d. Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

PRAKTISK
Dato: 10. marts - 14. marts 2025
Kursusleder: lektor, ph.d. Hans Vium Mikkelsen og professor, dr.theol. Peter Lodberg
Målgruppe: præster og Kirke- og kulturmedarbejdere
Kursustype: eksternatkurser
Kursussted: FUV Aarhus, Skt. Markus Kirkeplads 1,1, 8000 Aarhus C
Pris: for andre end præster 4.400,00 kr.
Ansøgningsfrist: 10. december 2024
Kursus-id: K. 19/25 – 3053

Tilmelding og kursusprogram