Kunst kan skabe opmærksomhed omkring sociale problemer og give socialt udsatte en stemme. Det var en af pointerne på konference om kirkens sociale arbejde, da halvtreds ansatte og frivillige fra Københavns Stifts kirker den sidste lørdag i oktober deltog i socialetisk konference på Vesterbro.

Rummet summer af oplæg og samtaler om nødherberger, fællesspisning og fundraising denne lørdag i Mariakirken. På programmet er både store spørgsmål om, hvorfor socialt arbejde er en del af kirkens fundament, og konkrete nedslag i kirkernes tiltag og erfaringer med at skabe meningsfulde tilbud og tiltag for udsatte borgere.
Socialetik i praksis
Mariakirken ligger på Istedgade, et stenkast fra Hovedbanegården, og har igennem mange år haft fokus på de udsatte i kvarteret. Kirken inviterede en række kunstnere til at skabe opmærksomhed om sociale udfordringer som hjemløshed, migration og sameksistens gennem videokunst, bogudgivelser, fotos og installationer. Kunstprojektet, som varede fra begyndelsen af 2022 til udgangen af 2023, har blandt andet peget på mulige løsninger på, hvordan der kan være plads til både udsatte grupper, som holder til på Maria Kirkeplads, og ressourcestærke familier, som i løbet af de seneste tyve år fylder mere og mere i bydelen. Projektet har også skabt bevidsthed om naturressourcer gennem workshops for bydelens meget sammensatte beboergruppe, ligesom det har involveret sexarbejdere i at udarbejde en række lovforslag, som kan øge trygheden i deres arbejdsliv.
”Vi lever i et samfund, som på mange måder tager sig af de svageste i samfundet. Men ikke altid. Derfor er det vigtigt, at de folkekirkelige stemmer blander sig i den offentlige debat,” siger Lise Christina Rasmussen, præst i Mariakirken og initiativtager til projektet.
Hun forklarer, at det overordnede formål med Maria Projektet er at udfordre alle til at overveje, hvad det vil sige at vise omsorg. Med Maria Projektet er kirken lykkedes med at skabe lydhørhed blandt andet hos politikere og samtidig rejse et kritisk spørgsmål ind i folkekirken på Vesterbro om, hvordan bydelens kirke kan skabe de bedste rammer for udsatte.
Videndeling, workshops og værktøjer til en styrket social indsats
Efter formiddagens oplæg, som ud over Maria Projektet består af et oplæg fra Eva Skærbæk om vigtigheden af at tænke etikken ind i det sociale arbejde, byder formiddagen på en lang række tilbud om workshops. Deltagerne kan her vælge at høre mere om konkrete initiativer og erfaringer fra andre kirker, som blandt andet tæller familie-spisefællesskaber, tilbud til udsatte unge, hjemløse migranter og stressramte. Og efter frokost er der igen oplæg på programmet.
Her fortæller blandt andre Karen Marie Sø Leth Nissen fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter om udsathed i 2024, og at den som regel begynder med økonomisk udsathed og derfra udvikler sig til en mere omfattende form for udsathed. I de seneste 20 år er det ifølge Karen Marie Sø Leth-Nissen tydeligt, at den sociale ulighed i København har været stigende.
Per Vibskov er provst på Nørrebro og holder det sidste oplæg på dagens konference om, hvilke muligheder kirkerne har for at få flere økonomiske ressourcer til det sociale arbejde. Ud over menighedsrådets og provstiets egne midler er der gode muligheder for at søge midler i kommunen, i private fonde og hos de folkekirkelige civilsamfundsorganisationer, såsom Kirkens Korshær, KFUM’s Sociale Arbejde og Y’Mens. Fx er nødherberget i Hellig Kors Kirke blandt andet finansieret af tilskud fra Kirkens Korshær og Københavns Kommune.
Samfundet har brug for mennesker der ser med hjertet
Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen holder konferencens sidste oplæg, hvor han understreger, hvor vigtigt det er, at kirken tager del i indsatsen for mennesker i nød.
”Der er brug for mennesker, der kan læse og forstå med hjertet. Også i et samfund som vores er der brug for, at der er mennesker, der ser det menneske, der er i nød, det menneske, der er overset, rundede Peter Skov-Jakobsen af.
Kirken kan noget særligt i forhold til udsatte
Bag konferencen står konsulent Kristine Kaaber Pors og Stiftsudvalg for Socialt Arbejde og Socialetik.
Hvorfor arrangerer I sådan en konference i Københavns Stift?
”Det er vigtigt at samle de aktive og dem, der har lyst til at komme i gang med en social indsats, og præsentere nye tilgange og inspirere dem til at styrke indsatsen for de udsatte. Kirken kan noget særligt i forhold til at lave inkluderende fællesskaber, og dem har vi haft mange forskellige eksempler på i løbet af dagen. Det er vigtigt, at vi kan inspirere hinanden til arbejdet,” siger Kristine Kaaber Pors.
Hvordan gik dagen? Fik I det ud af den, som I ønskede?
”Vi forsøgte at skabe et spænd fra de store spørgsmål om, hvorfor socialt arbejde er en vigtig opgave for os i kirken, til de helt konkrete initiativer og erfaringer, som andre kan lære og blive inspireret af. Jeg hørte om flere, der havde besluttet at arbejde sammen om projekter, og to provstier, der er enige om at gå sammen om at styrke arbejdet. Det er en vigtig del af formålet med at lave sådan en konference, og det er meget dejligt at se det engagement og den nysgerrighed, som deltagerne udviste i forhold til at skabe relationer og indgå aftaler om samarbejde.
Pointer fra konferencen
- Gå sammen om at søge penge til projekter 👫
- Giv de udsatte grupper en stemme
- Giv de frivillige ledere støtte. Tag godt imod dem og støt dem i arbejdet løbende. Frivillige skal ligesom alle andre opleve sig set og hørt og mødt
- Socialt arbejde tager tid og ressourcer
- 'Folkekirken rummer en ro og plads til eftertanke, som giver mange muligheder for at tilbyde hjælp til stressramte
- Brug de relationer, I allerede har, og byg videre på dem
- Mange vil gerne bidrage med noget – inddrag brugerne i projektet.
Links
Læs mere om Maria Projektet her
Læs mere om Stiftsudvalget for Socialt Arbejde og Social-etik på Københavns Stifts hjemmeside