I julen mødes vi af mørket og lyset. De elskedes fravær er mørke. Forundringen er lyset, som får os til at se den anden med ærbødighed, skriver Peter Skov-Jakobsen i sin julehilsen til ansatte og frivillige i Københavns Stift.
I et hjørne af verden bryder magtens kaos ud! De hørte navnene Augustus og Kvirinius, og de vidste, at magtens galskab var over dem. De så ruinhobe, død, voldtægt, had og massiv løgn foran sig. Tavsheden og magtesløsheden bredte sig.
De vidste godt, at folketællingen ikke var en trivselsundersøgelse. Magten skulle blot udfolde et af sine ”mirakler”. Den skulle skabe rigdom til herskere ud af folkets fattigdom.
Midt ind i dette kaos fødes Kristus. Gud kommer til verden i skikkelse af et ubeskyttet barn. De havde drømt om, at ondskaben skulle modsiges af et barn. De kaldte ham fredsfyrste, evighedsfader, og han skulle komme med et rige, der rummede fred og retfærdighed.
Han befrier mennesker fra den moralistiske selvberuselse og fra skråsikre domme og fordomme. Han befrier os, når vi sikrer os bagved status, indsigt og magt.
Kristus forekommer magtesløs, og dog vækker han tilliden til kærlighed og barmhjertighed midt i hensynsløsheden.
Han vækker drøm og fantasi, og længslen sænker han i menneskers sind, for at den må blomstre.
Den drøm bærer jeg med mig i verden - også når det handler om krig, om terror, om klima, om flygtninge, om fattigdom og nedværdigelse. Jeg bærer drømmen med mig, mens der er krig i Mellemøsten og i Europas baghave.
Jesus’ fødselsdag er modstand mod hensynsløshed og ondskab, mod bomber, vold og terror. Det er modstand mod ensomhed, tristhed og fornærmelse. Det er glæde, som sagtens kan bære savnet.
Hans fravær i verden ville være vinter uden jul - hans fravær ville være mørke. Meningsløsheden er kun til at udholde, fordi jeg har tillid til, at frihed, retfærdighed, barmhjertighed fødes igen og igen, og at alting først går op, når jeg tør vende mig mod et medmenneske og indrømme, at hans eller hendes fravær er mørke.
Juleaften og juledagene er dage, hvor det, der var, mødes med det, der er. Vi samler vores historie om os, og noget af den møder vi med savn, andet med gråd, og vi mærker, at de elskedes fravær er mørke. Forundringen er lyset, der får os til at se den anden med ærbødighed, og vi bliver klar over, at den andens fravær er mørke.
Dagen er ny. Lad os bryde op og true angst og livløshed og massiv løgn med lykke og frihed, med tillid og bøn om livsvilje.
Glædelig jul!
Peter Skov-Jakobsen