Invitation: Temadage om det psykiske arbejdsmiljø

Aalborg Stift inviterer menighedsråd og ansatte til en temadag om forebyggelse og trivsel med afsæt i en ny forebyggelsesmodel, der skal styrke arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø i sognene. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet.
Et arbejdsmiljøprojekt i Aalborg Stift har i 2025-2026 haft fokus på at udvikle initiativer, der medvirker til at fremme det psykiske arbejdsmiljø i Aalborg stift. Foto: Aalborg Stift

Hvordan kan menighedsråd og ansatte sammen udvikle og fastholde et godt psykisk arbejdsmiljø?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for en ny forebyggelsesmodel, som er udviklet gennem et arbejdsmiljøprojekt i Aalborg Stift og nu er klar til at blive afprøvet gennem en række temadage i Aalborg Stift.

I perioden august til oktober 2026 udbyder Aalborg Stift derfor 12 gratis temadage for menighedsråd og ansatte i stiftets sogne. Temadagene faciliteres af projektleder Martin Jørgensen og giver deltagerne en introduktion til forebyggelsesmodellen samt konkrete redskaber til at arbejde med arbejdstrivsel og psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

Temadagen varer cirka tre timer og indeholder blandt andet:

  • Introduktion til Aalborg Stifts forebyggelsesmodel
  • Oplæg om det gode psykiske arbejdsmiljø og psykologisk tryghed
  • Introduktion til prøvehandlinger som metode til at styrke arbejdstrivsel
  • Gruppearbejde med fokus på prøvehandlinger
  • Præsentation af øvrige værktøjer til arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø.

Temadagene har fokus på forebyggelse og udvikling af det psykiske arbejdsmiljø og er ikke målrettet håndtering af aktuelle konflikter i personalegruppen.

Deltagelse er gratis, og tilmelding sker efter først til mølle-princippet. 
Flere arbejdspladser, sogne eller menighedsråd kan gå sammen om en fælles temadag.

Læs mere og find oplysninger om tilmelding i vedhæftede invitation

Forebyggelsesmodellen er udviklet i det igangværende arbejdsmiljøprojekt i Aalborg Stift.
Modellen skal hjælpe menighedsråd og ansatte med at omsætte viden om psykisk arbejdsmiljø til konkrete handlinger i hverdagen.

Forebyggelsesmodellen består af tre elementer:

Samling af værktøjer: Eksisterende værktøjer om psykisk arbejdsmiljø er samlet og kategoriseret, så de er lettere at finde og anvende i folkekirken.

Prøvehandlingsmodel: En model, der viser, hvordan menighedsråd og ansatte kan samarbejde om at identificere udfordringer, afprøve løsninger og følge op på indsatser for det psykiske arbejdsmiljø.

Videoassisteret støtte: Korte videoer, der viser, hvordan prøvehandlingsmodellen kan bruges i praksis, og hvordan den kobles til de relevante værktøjer.

Forebyggelsesmodellen er udviklet og indledningsvist afprøvet af en projektgruppe med repræsentanter fra sogne i Aalborg Stift. Erfaringerne danner grundlag for den første version af forebyggelsesmodellen.

Temadage i efteråret 2026 for ansatte og menighedsråd skal fungere som afprøvninger af den første version af modellen. 

Den færdige model forventes at være tilgængelig i starten af 2027.

FAKTA: Arbejdsmiljøprojektet i Aalborg sTift

- Aalborg Stiftsråd besluttede i 2024 at igangsætte et arbejdsmiljøprojekt for at skabe overblik over arbejdsmiljøforholdene i Aalborg Stifts sogne og provstier og udvikle initiativer, der medvirker til endnu bedre trivsel, fremmer godt samarbejde og skaber tydelighed om roller og ansvar på arbejdspladserne.

- Projektet løber fra august 2025 til december 2026 og er finansieret af Aalborg Stiftsråd.

- Projektet udspringer af et øget nationalt fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken. Bland andet gennemførte By,- Land,- og Kirkeministeriet i 2023 en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø blandt alle ansatte i folkekirken. Stiftsrådet bifalder dette fokus og støtter op om undersøgelsens resultater.

- Projektet i Aalborg Stift tager udgangspunkt i, at der allerede findes en lang række værktøjer udviklet i og omkring folkekirken. I stedet for at udvikle nye materialer, fokuserer projektet på at skabe konkrete erfaringer med eksisterende værktøjer.

- Projektet har hertil udarbejdet en forebyggelsesmodel, der har til formål at guide menighedsråd og ansatte i at bruge værktøjer til at sætte fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø.

Læs mere om Aalborg Stifts arbejdsmiljøprojekt på aalborgstift.dk