Grønlandsk-dansk gudstjeneste i Aarhus Domkirke

Grønlandsk-dansk gudstjeneste i Aarhus Domkirke lørdag den 7. februar kl. 19.00

Den grønlandske menighed i Aarhus og Aarhus Stift afholder i fællesskab en grønlandsk-dansk gudstjeneste i Aarhus Domkirke lørdag den 7. februar kl. 19.

Gudstjenesten er åben for alle.

Præst for den grønlandske menighed i Danmark, Marianne Lynge Krog, fortæller:

”Med gudstjenesten vil vi sprede tryghed og lys i en svær tid. Ingen skal stå alene, og gudstjenesten markerer vores sammenhold på tværs. Vi vil bede for, at Gud griber ind, og at næstekærlighed og kristne værdier vinder over usandheder og trusler.”

Gudstjenesten vil være dobbeltsproget, og der vil være salmer på både dansk og grønlandsk, herunder hymnen ”Kongernes Konge”, som synges på Grønlands Nationaldag. Der vil desuden være korsang ved tre grønlandske kor og ved Aarhus Domkirkes Kantori.

Biskop Henrik Wigh Poulsen holder prædiken, som fremføres på grønlandsk af præst Marianne Lynge Krog.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen udtaler:

”Vores kongerige er under stort pres, og det berører mange dybt. Forholdet mellem Grønland og Danmark har haft sine op- og nedture, men fællesskabet viser sig at holde i modgang. Der er en naturlig solidaritet mellem vores folk, og det er gudstjenesten udtryk for.”

Forud for gudstjenesten er der åbent Hus i Det Grønlandske Hus kl. 17-18.30 på Dalgas Avenue 52A, 8000 Aarhus C. Her er der rundvisning og oplæg om husets historie ved direktør Marie Kahlig. Alle er velkomne.

 Se programmet for gudstjenesten her.