Gør kirkens fællesspisning grønnere

Hvordan kan kirkens måltider blive mere klimavenlige og økologiske – uden at gå på kompromis med smag og fællesskab? Grøn Kirke inviterer ansatte og frivillige til en gratis grøn madworkshop i Møllevang Kirke i Aarhus den 10. november.

Mange kirker ønsker at servere mere klimavenlig og økologisk mad, men efterspørger konkrete redskaber og inspiration.

Derfor inviterer Grøn Kirke til en gratis, grøn madworkshop i Møllevang Kirke den 10.november, hvor frivillige og ansatte kan lære at omsætte grønne ambitioner til velsmagende måltider og bæredygtig praksis.

Workshoppen er især for ansatte og frivillige, der laver mad til fællesspisninger og sociale arrangementer i kirkelig sammenhæng. Men alle med interesse for mad, natur og kirke er velkomne.

Deltagerne får konkret erfaring med grøn madlavning under vejledning af Hello Kitchen og et inspirationsoplæg ved Martin Keller om økologiens betydning for natur og biodiversitet. Grøn Kirke bidrager desuden med refleksioner over natur, mad og måltidet i den kirkelige tradition.

Undervejs tilbereder deltagerne selv maden, og dagen rundes af med en fællesspisning, hvor den tilberedte mad kommer på bordet.

Læs mere og tilmeld jer her: Kirken og den grønne mad – Grøn Kirke