Vi ønsker at åbne kirkens rum for børnefamilier i en stille og stemningsfuld stund, hvor bibelske og fantasifulde godnathistorier bliver fortalt i skæret fra levende lys, og børnene får en oplevelse af tryghed, håb og nærvær – midt i efterårets mørke.

Kære menighedsråd, præster og medarbejdere i Lolland-Falsters Stifts kirker
Med inspiration fra Bornholm (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/bornholms-kirker-boed-paa-godnathistorier), har vi i Børneudvalget i Skt. Nikolai kirke tænkt om det var noget vi kunne gøre i Lolland-Falster stift.
Så vil jeres kirke være med til at tænde lys og varme i efterårsferien?
I efterårsferien opfordrer vi Lolland-Falsters Stift til et nyt fælles initiativ:
“Godnathistorie i kirken – fortællinger i efterårets skær”
Hvad går det ud på?
- En enkel og rolig aftenstund i kirken i løbet af efterårsferien
- Fortælling af en godnathistorie med inspiration fra Bibelen, årstiden og børnenes verden
- Mulighed for en kreativ aktivitet, en børnesang, en godnatbøn og noget med hjem
- Kirken skaber rammerne selv – men får tilsendt inspirationsmateriale fra stiftet
Hvorfor deltage?
- Det er en lavpraktisk, men meningsfuld måde at være kirke for børn og familier
- Det skaber lokale fællesskaber og varme minder i den mørke tid
- Det kræver ikke store ressourcer – bare lysten til at åbne døren og fortælle
Tilmeld jeres kirke senest 1. oktober 2025 ved at skrive til sognepræst Janne Svensson på e-mail: jacs@km.dk
Herefter vil vi lave en kalender for uge 42 for de kirker der deltager med dato, klokkeslæt, kirke og aktivitet, som kan blive lagt ud på stiftets hjemmeside og Facebook.
På vedhæftet pdf finder I ideer til temaer og praktiske forslag.
Lad os sammen tænde lys for børnene – og vise, at kirken er et sted, man kan gå hen, når mørket falder på.