Kære præster og provster
I 2025 markeres 1700-året for Den nikænske bekendelse (325/381) i kirker verden over. I Folkekirken gør vi mest brug af Den apostolske bekendelse, men denne har aldrig vundet indpas i øst, hvorfor Den nikænske bekendelse er den bekendelse, som flest kirker har til fælles.
Sammen med de øvrige biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd opfordrer jeg til, at man anvender Den nikænske bekendelse i gudstjenesten Pinsedag 2025, på kirkens fødselsdag. Det er også muligt at inddrage tematikker herfra i prædiken, fx omkring enhed og fællesskab.
Endvidere foreslår jeg at benytte kirkebønnen denne søndag til at bede for kristne og kirkerne verden over, også som påmindelse indadtil om, at folkekirken er en del af verdenskristenheden og verdenskirken.
Folkekirkens mellemkirkelige Råd har udarbejdet en lille folder med en kort beskrivelse af kirkemødet i Nikæa og Den nikænske bekendelse, som er forsynet med en QR-kode, som man kan scanne, hvis man vil vide mere. Folderen kan uddeles sammen med salmebogen ved gudstjenesten Pinsedag 2025 og tages med hjem. Folderen er vedlagt denne skrivelse som printklar pdf-fil.
Med venlig hilsen
Henrik Wigh-Poulsen