Nu er byggeriet i det nye Ørestad Sogn for alvor gået i gang, og det blev markeret med fejring af første spadestik i begyndelsen af juni.

Af Ulla Haahr
Der var masser af gæster til bobler, sodavand og pølser, da Ørestad Sogn inviterede til den officielle start på det store byggeri, som en kirke er. Det har været mange år undervejs, så glæden og stoltheden var til at mærke hos de forskellige aktører i projektet.
Menighedsrådsformand Andreas Klein Eriksen understregede i sin tale, at mange har bidraget undervejs for, at man nu kan sige, at kirken efter planen vil være færdig i slutningen af 2026. Visionen for den nye kirke er at invitere det moderne menneske til ro og refleksion:
”I en travl tid og i en storby, der vokser, er der et stort behov for et åndehul… Den nye kirke er med sit varme lyse rum skabt til både fællesskab og ro.”
Det er første gang i 37 år, at der bliver bygget en ny kirke i København
Anne Skovbro, direktør for By og Havn, var optaget af, at den kommende kirkebygnings arkitektur som resten af Ørestad er præget både at, at man tør tænke nyt, og af at man er tæt på naturen i den nye bydel. Kirken bliver nemlig en trækirke:
”Det viser moderne tanker om livet. Kirken bliver et samlingssted i en ny by og samtidig tæt på naturen.”
En række af de centrale personer i det store projekt i fællesskab kunne sætte de første spader i jorden: Blandt andre menighedsrådsformand Andreas Klein Eriksen, der sammen med Michael Krogstrup Nissen, provst i Amagerbro og Anne Skovbro, direktør for By og Havn.
Læs mere om den ny kirke på sognets hjemmeside: https://www.oerestadsogn.dk/kirkebyggeri