Fælles valgkampagne fra Amagerbro Provsti

Behovet for at synliggøre kirkelivet har ført til en stor fælles kampagne op til menighedsrådsvalget i provstiet. Folkekirken skal invitere mere åbent og bredt for at nedbryde fordomme, lyder det fra provsten.  

Et udsnit af Amagerbro Provstis hjemmeside med et stort forsidebillede af en kvinde og herunder tekst og information om menighedsrådsvalget 2024

”Øøøøøh, det er noget med kirke, men jeg ved ikke, hvad det er….”. Sådan lød svaret igen og igen, da tekstforfattere fra reklamebureauet O&O gik på gaden på Islands Brygge for at spørge ind til de lokales kendskab til menighedsrådet. 

Andre svar var ”Menighedsråd? Nej det er sådan nogle, der pådutter folk en masse religion”. Eller ”Er det ikke sådan nogle gamle sortklædte typer?” 

Fordomme og uvidenhed prægede med andre ord billedet af folkekirken. Og derfor besluttede Amagerbro Provsti at tænke nyt og stort - og bruge menighedsrådsvalget som en anledning til en generel kampagne for kirkelivet i de elleve sogne. 

Synlighed er vigtig 

”Det er vigtigt at arbejde med folkekirkens synlighed. Vi skal være tydeligere til stede hos storbymennesket og invitere til dialog, for der alt for mange, der ikke kender os,” lyder det fra Michael Krogstrup Nissen, provst i Amagerbro Provsti. 

Han er glad for provstiudvalgets opbakning til en fælles kampagne, for opgaven med at sætte fokus på kirkelivet er så stor, at det er nødvendigt at løfte den i fællesskab, på tværs af sognene. 

”De store fælles udfordringer kan det enkelte sogn ikke selv stå for at løse, det er et fælles ansvar, som vi skal hjælpe hinanden med. Og folkekirkens image – og problemer med dette – handler ikke om det enkelt sogn, men er en opfattelse som vi skal ændre i fællesskab.”  

Risiko for selvsupplering 

Kampagnen skal naturligvis også motivere folk til at stille op til menighedsrådsvalget og til at stemme ved selve valget. 

Derfor bliver der på forskellig vis kommunikeret om, hvordan man kan gøre en forskel i lokalsamfundet, og hvad det egentlig vil sige at sidde i et menighedsråd. 

Ønsket er at invitere mere åbent og bredt til at tage del i folkekirkens demokratiske arbejde. 

”Der er mange dygtige menighedsråd i provstiet. Alligevel skal vi have blik for ikke at blive for selvsupplerende. Det er ikke godt for den demokratiske proces eller muligheden for at få nye tanker i udviklingen af kirken. Så jeg håber, vi med kampagnen vil nå længere ud,” siger Michael Krogstrup Nissen.  

Kampagnen er digital og består af en hjemmeside og nyhedsbreve, opslag og video på Facebook og Instagram samt bannere på Google. Se mere her https://abmr.dk/