En koncentreret og åben samtale. Sådan beskriver medlemmer af folkekirkens dåbskommission de første møder i kommissionen, som frem til april 2027 skal se nærmere på folkekirkens dåbsritual.

Foto: Anne Mortensen/Det Danske Bibelselskab og Dan Møller
Lørdagsdåb og drop in-dåb, dåbsklude, dåbslys og nye bønner. I løbet af de seneste 30 år er der dukket nye tiltag og bønner op, som bruges i forbindelse med dåb i folkekirken. En kommission er i gang med at undersøge, om der er behov for ændringer i det dåbsritual, som anvendes i alle landets kirker.
Situationen kalder på samtale om dåben
Christiane Gammeltoft-Hansen og Jesper Tang Nielsen er medlemmer af dåbskommissionen, som holdt sit første møde juni 2023 - og så er de præster i Københavns Stift. De mener begge, at der er grund til at se nærmere på behovet for en justering af dåbsritualet, og at det er en spændende opgave at få lov til at tage del i.
- Færre bliver døbt her i københavnsområdet. Jeg tror, det er derfor, der er flere dåbsliturgier på færde i de københavnske kirker. Situationen kalder på, at vi nu taler sammen om dåbens betydning, liturgi og teologi, og at nogen på den baggrund gennemtænker dåbsliturgien. Derfor er jeg også glad for, at den fælles samtale med nedsættelsen af dåbskommissionen nu går i gang, siger Christiane Gammeltoft-Hansen, som er sognepræst i Lindevang Kirke på Frederiksberg, der er ét af de sogne i Københavns Stift, der for tiden eksperimenterer med gudstjenestens liturgi.
- Dåben er det vigtigste i en luthersk kirke. Derfor krystalliseres alting i dåben. Og derfor er det vigtigt, hvad vi siger om den. Samtidig er det grundlæggende for mennesket at udtrykke sig i ritualer. Så at beskæftige sig med dåben er at beskæftige sig med fundamentale ting, både om det at være et menneske og om det at være et kristent menneske, supplerer Jesper Tang Nielsen, som er valgmenighedspræst i Vartov og Immanuelskirken på Frederiksberg.
De forklarer, at opgaven er virkelig stor, og at kommissionen hele tiden skal bevæge sig på to ben: Dels skal man kunne føle sig hjemme i ritualet, uanset kirkelig retning. Dels skal de forventninger og erfaringer, som dåbsforældre og dåbssøgende har, inddrages.
- Som vi skal forholde os til traditionen, skal vi også forholde os til samtiden, siger Christiane Gammeltoft-Hansen.
Centralt teologisk emne vækker ilter debat
Blandt kirkefolk er der mange passionerede fortolkninger og holdninger til dåben og til spørgsmålet om en eventuel revidering af ritualet. Derfor har debatten, op til at kommissionen holdt sit første møde, været brandvarm. Og selvom de to københavnske præster altså betragter dåbskommissionens opgave som yderst relevant, tøvede de alligevel med at sige ja til at deltage i kommissionsarbejdet.
- Det krævede lidt overvejelse at sige ja. Det er en vigtig og kompliceret opgave, vi har foran os, og det er vigtigt, at vi kan gå ind i og løfte diskussionen, også hvis den bliver passioneret og måske ilter, siger Christiane Gammeltoft-Hansen.
Kommissionen er lige nu optaget af at skabe et fælles fundament for de kommende samtaler.
- Jeg forventer, at uenighederne vil vise sig, når vi skal til at sætte pen til papir. Og så er det vigtigt, at vi er enige om, hvad vi er uenige om. Men arbejdet har indtil videre vist mig, at der er mere, der forener os end skiller os ad i folkekirken, og det kan vi nogle gange komme til at glemme – også i dåbskommissionen, siger Jesper Tang Nielsen.
- Det er meget fornuftigt at begynde på den måde. At få en fælles forståelse, inden vi ser på, om der eventuelt skal justeres noget, tilføjer Christiane Gammeltoft-Hansen.
- Det har været nogle meget opmuntrende møder, en koncentreret og åben samtale. Jeg glæder mig til, at den samtale kan fortsætte, også i en bredere kreds, og at vi sammen kan blive klogere på dåben.
---------------------------------------------------------------------------------
Fakta: Dåbskommissionen
På initiativ fra biskopperne har kirkeminister Louise Schack Elholm nedsat en dåbskommission, som skal se på behov for ændringer i folkekirkens dåbsritual.
Kommissionen består af 17 medlemmer, heraf to præster fra Københavns Stift og stiftets biskop Peter Skov-Jakobsen.
Se navne på kommissionens medlemmer her.
Kommissionens arbejde løber fra maj 2023 til april 2027 og er inddelt i tre faser.
Tidslinje - dåbskommissionens arbejde
2022 | Biskopper opfordrer kirkeministeren til at nedsætte en dåbskommission. | |
Maj 2023 | Dåbskommissionen nedsættes. | |
Juni 2023 | Kommissionen afholder sit første møde. | |
Juni - december 2023 | Kommissionen arbejder med fokus på fælles teoretisk udgangspunkt i teologi, sociologi, ritualteori etc. | |
2024 | Kommissionen fokuserer på bibeltekster, bønner og vejledninger til ritualet. | |
2. april 2025 | Kommissionen offentliggør en midtvejsrapport med de foreløbige resultater af sit arbejde. Kommissionens konkrete forslag sendes i bred offentlig høring, og forslagene afprøves i sognene. | |
31.december 2025 | Afprøvnings- og høringsfasen slutter. | |
2026 | Kommissionen opsamler resultater af afprøvning og høring og gennemarbejder nyt ritual. | |
2027 | Ritual fremlægges til godkendelse hos biskopperne og til autorisation hos kongen. |
Læs mere om arbejdet i dåbskommissionen