
Omkring 1.000 inviterede gæster er med i Aarhus Domkirke, når der er bispevielse af Aarhus Stifts nye biskop, Esben Thusgård, søndag den 31. maj kl. 14.
Bispevielsen kan følges live på DR1 fra kl. 13.45 til 15.50.
Bispevielsen er kun for inviterede gæster, og der er er ikke adgang for offentligheden i domkirken.
H.M. Kong Frederik 10. deltager i bispevielsen.
Blandt de inviterede er desuden Kirkeministeren, danske og udenlandske biskopper, præster i stiftet og repræsentanter for alle stiftets menighedsråd. Samarbejdspartnere som andre trossamfund, civilsamfundsorganisationer og repræsentanter for det officielle Aarhus er også inviterede.
Bispevielsen starter med en procession, som udgår fra Kannikegade over til domkirken. Til bispevielsen prædiker Esben Thusgård, mens biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, holder tale og forestår selve ordinationen.
Efter bispevielsen inviterer Aarhus Kommune alle deltagende gæster til velkomstreception på Aarhus Rådhus.