Efter et mangeårigt ønske om at kunne give udenlandske kristne medlemskab af Den Danske Folkekirke har biskop Peter Skov-Jakobsen på vegne af ni af landet landets ti biskopper i dag fremsendt en anbefaling til kirkeministeren om såkaldt dobbelt medlemskab. Altså hvordan kan man blive medlem af Den Danske Folkekirke, hvis man samtidig tilhører en anden kristen menighed, hvilket loven i dag forhindrer.

Den politiske proces om dobbelt medlemskab har i en årrække været sat i bero, men ultimo 2024 lukkede kirkeminister Morten Dahlin (V) igen op for muligheden, og på baggrund af et hurtig-arbejdende udvalg kan biskopperne nu fremsende deres anbefalinger til ministeren:
”Folkekirken er med til at binde Danmark sammen, og med den her model kan vi som samfund rumme de mennesker, der gerne vil være en del af fællesskabet, samtidig med at vi afkriminaliserer de mennesker, som allerede praktiserer dobbelt medlemskab,” siger biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen. Han understreger, at det også giver mulighed for, at danskere, der rejser ud, kan melde sig ind i et andet kristent fællesskab uden først at skulle melde sig ud af folkekirken.
Demografien har ændret sig markant de sidste årtier i takt med øget indvandring, samtidig med at medlemstallet af Den Danske Folkekirke er faldet. En del migranter er kristne, men lovgivningen er ifølge biskopperne ikke fulgt med tiden og menneskers behov. F.eks. oplever mange sogne i landdistrikterne, hvordan unge skoleelever med rumænsk og ukrainsk oprindelse ønsker at følge deres klassekammerater til konfirmandundervisningen i folkekirken.
Der er mange lignende eksempler på, at folk bliver sat over for dette ultimatum, og det er vigtigt for biskopperne at understrege, at det ikke handler om at integrere andre kristne trosretninger i folkekirken, men at rumme mennesker, der af forskellige årsager føler sig knyttet til både folkekirken og et andet kristent trossamfund, fortæller biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen.
”Det er udtryk for en åbenhed for de mennesker, der ønsker at tilslutte sig folkekirkens evangelisk-lutherske fællesskab, uden at vi skal blande os i, hvad deres tilknytning er til det kristne fællesskab, de kommer fra. Vi vil gerne fjerne den forhindring, som lovgivningen aktuelt har sat foran dem,” siger Marianne Christiansen.