Biskoppens månedshilsen

1200-året for Ansgars mission samler mennesker på tværs af grænser, kulturer og historie i en vandring præget af fællesskab, forsoning og håb for fremtiden, skriver biskop Marianne Christiansen i denne månedshilsen.

I går var vi nogle, der gik over grænsen. På broen over grænseåen, Sønderå ved Lydersholm, udbrød der en stilfærdig begejstring – som selvfølgelig ikke kunne måle sig med begejstringen samtidig i Aarhus over De Hvide, men som til gengæld var en begejstring i mange farver: Hvid og rød og sort og gul og blå samt alle de farver, som flokken af mennesker fra Slesvig-Holsten, Tyskland, Danmark, Sverige og andre lande bragte med sig. Begejstringen skyldtes, at vi i det øjeblik blev fyldt af taknemmelighed over at kunne følges ad over grænsen i fred og frihed.

Biskop Marianne Christiansen

Vandring i fred og frihed
I disse dage vandrer en flok på ca. 30 mennesker fra Hedeby ved Slesvig by til Ribe. De begyndte d. 13. maj og skal ende i Ribe til Folkemødet i Pinsen. 

Anledningen er 1200-året for munken Ansgars komme til Norden som missionær og senere kirkebyggeri i såvel Hedeby som Ribe. Flere kan slutte sig til etaperne undervejs og gå med en enkelt dag. 

Læs mere om jubilæet ved at klikke her

Ansgar-jubilæet samler historie, tro og fællesskab
Ansgar-jubilæet, som i denne uge kulminerer i Folkemødet i Ribe har allerede giver anledning til mange glæder: Sidste søndag var der uropførelsen af  Ansgar-kantaten ”Den signede dag”, som forhåbentlig vil blive brugt i sognekirkerne her i pinsetiden, måske i form af jubilæumssalmen.

Find jubilæumssalmen ved at klikke her.

Og i den forløbne uge var der i Haderslev Domkirke en præsentation af den store jubilæumsbog ”Ansgar – Nordens Apostel gennem 1200 år”, som er en guldgrube af arkæologisk og historisk oplysning om, hvordan kristendommen langsomt over flere hundrede år kom til Danmark – den blev ikke med ét slag hugget i Jellingestenen - og hvordan fortolkningen af Ansgar har præget og spejlet national selvforståelsen. Alt sammen gør det os klogere på fortiden og de veje, der har bragt os til vores egen tid.

Fra splittelse til grænseoverskridende forsoning
For 100 år siden kunne danske og tyske ikke fejre jubilæet sammen. Ansgar blev i Danmark set som Nordens Apostel og kilden til en særlige nordisk kristendom. I Tyskland blev han fejret som en tysk apostel, der inspirerede til tyskhed. 

Ved broen over grænseåen kunne vi i går holde dansk-tysk gudstjeneste under åben himmel – med både dem, der går hele vejen, og os, der kun er med et lille stykke af den lange vej. Det gav den stille glæde, at tiden ikke kun bevæger sig mod krig og ufred. I vores egn har den bevæget sig mod forsoning og fred. At vandre sammen og være frie til at dele ord og tanker om det, der gør os forskellige, og det, som er fælles – gid det kunne være vejen ind i fremtiden for alle. 

Nogle gange skal man se sig tilbage for at finde retning for vejen fremad. Det er det, vi skal bruge jubilæer til.