Af biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.
I søndags var der Kirkedag i Slesvig. Eller Schleswig. Byen hedder begge dele, alt efter hvilket sprog man føler sig hjemme - ligesom de øvrige byer og landsbyer i grænselandet har flere navne – på dansk, tysk, sønderjysk, plattysk eller frisisk.
Kirkedagen var Dansk Kirke i Sydslesvigs (DKS) årlige festdag, som altid indledes med festgudstjeneste i Gottorp Slotskirke – på slottet, som har huset de slesvig-holstenske hertuger, der i lange perioder var den samme person som den danske konge. Forskellige navne og sprog, forskellige relationer igennem krig og fred – altid forbundethed.
Dansk Kirke i Sydslesvig er lige som det tyske mindretals kirkeliv nord for grænsen, en vigtig del af mindretallenes frie kulturelle og sproglige og altså også kirkelige liv på begge sider. I disse tider, hvor vi oplever, hvordan grænsekrænkelser og mangel på respekt for hinandens folkelige og kulturelle egenart fører til krig og overgreb, kan vi ikke skønne nok på, at freden mellem Danmark og Tyskland er blevet bekræftet gennem årtierne gennem sikring af mindretallenes rettigheder til at udfolde sig frit og have det skoleliv og kirkeliv og de institutioner, der skal til for at opretholde et mindretals liv i en flertalsbefolkning. Det har vist, at flertal og mindretal ikke behøver at se hinanden som konkurrenter eller ”forkerte” borgere.
Samme dag som Kirkedagen var der kommunalvalg i Schleswig-Holstein, og det danske og frisiske mindretals parti SSW fik et overvældende valg - i Flensborg blev det med 25% af alle stemmer det største parti.
På Kirkedagen, som også er ”foreningen” DKS’ generalforsamling, blev der aflagt beretninger fra Kirkerådets formand og fra kassereren og alt, hvad der hører en generalforsamling til. Dertil var der som altid hilsner fra danske organisationer, og netop også fra den tyske kirke. Slesvigs biskop Gothart Magaard bragte en hilsen til DKS og fremhævede mindretallets fredsskabende og brobyggende betydning og udtrykte sin taknemmelighed over fællesskabet. Det foregik alt sammen på det danske gymnasium, A. P. Møller Skolen, med udsigt gennem de store vinduer til Schleswigs monumentale domkirke, som gennem århundreder var domkirke for størstedelen af Haderslev Stift (før der var noget, der hed Haderslev Stift). Og længe inden domkirken stod der, byggede Nordens apostel Ansgar for snart 1.200 år en lille kirke i Hedeby lige ovre på den anden side af Slien og fik for første gang lov til at ringe med kirkeklokkerne, som taler alle sprog.
På denne forårssøndag ved Slien blev vi endnu engang fyldt af taknemmeligheden over freden i vores egne og mindet om at skønne på den. Det gør vi også ved at vise forståelse for hinandens kærlighed til egne traditioner og sprog, både når de adskiller og forbinder os. Bønnen for fremtiden og freden har mange sprog.