"På sankthansaften havde jeg fornøjelsen af at besøge kulturhuset Fjordglimt, der ligger med udsigt til Roskilde Fjord. Jeg var inviteret til at holde årets tale, og selvom der ikke var tændt bål denne aften, handlede min tale om bålet, og jeg bad tilhørerne om at forestille sig, at der var et, der brændte.
Vores forfædre troede, at bålet kunne holde det onde på afstand. Ilden blev et symbol på håb og beskyttelse i en verden præget af krige, sult, sygdomme og usikkerhed. Men samtidig var der også fællesskab, håb og glæde.
Sådan er det også i dag. Vi lever med trusler udefra, som pandemier eller alliancer, der går i stykker. Men trusler vokser også i os selv, i form af frygt og modløshed. Derfor tænder vi stadig lys. Ikke blot som en ild, vi kan varme os ved, men som tegn på håb, omsorg og fællesskab.
Jeg bad de mange fremmødte på sankthansaften om at se på hinanden som det egentlige bål. For det er netop det gode fællesskab, der er lyset, der lyser op i mørket og kan være et værn mod det onde - alt det, der vil få os til at miste modet.
Men fællesskabet kan selvsagt også være det modsatte. Hvis ikke fællesskabet er præget af en god ånd - en imødekommende ånd, en kærlighedens ånd - så kan fællesskabet få mennesker til at føle sig mere alene end noget andet".