Valg til provstiudvalg

Der er valg til provstiudvalget hvert fjerde år. Valget finder sted i sensommeren efter, at der har været valg til menighedsrådet.

Provstiudvalget vælges for en fireårig periode, og det nye udvalg tiltræder d. 1. november.

1. Intro til valg til provstiudvalg

Provstiet fastsætter blandt andet driftsrammerne for de lokale kirkekasser og bevilger penge til større anlægsprojekter. Herudover kan provstiet være omdrejningspunkt for samarbejde på tværs af sognene, blandt andet i forbindelse med fælles målsætninger, kommunikation og regnskabsføring.

Provstiudvalget tager initiativ til at afholde et offentligt møde, som skal afholdes i tidsrummet fra medio august til primo september. 

På dette møde er der faste punkter til dagsordenen, som er: 

  • En redegørelse for provstiudvalgets og stiftsrådets virksomhed.
  • En gennemgang af reglerne for valg til provstiudvalg og stiftsråd.
  • Antallet af lægmedlemmer i provstiudvalget skal fastsættes.
  • De læge medlemmer af provstiudvalget vælges ud fra medlemmerne i provstiets menighedsråd.

Valgbar er enhver, der opfylder betingelserne for at blive valgt til medlem af et menighedsråd.  

Repræsentanten for provstiets præster vælges af provstiets fastansatte sognepræster. Valgbar er provstiets fastansatte sognepræster.  

1.1 Vær aktive og få indflydelse

Begynd forberedelserne til valget tidligt ved at finde potentielle kandidater til provstiudvalget.

For at sikre et velfungerende provstiudvalg er det vigtigt, at menighedsrådene deltager aktivt i valget, ved blandt andet at finde egnede kandidater. Det kan gøres ved at overveje følgende spørgsmål:

  1. Hvem skal være med til at sætte retningen for provstiets arbejde i fremtiden?
  2. Hvem kan bidrage til en drøftelse af økonomi og koordinering af provstiets økonomi i fremtiden?
  3. Hvem kan repræsentere menighedsrådenes interesser bedst muligt?

Indhold
  1. Intro til valg til provstiudvalg
    1. Vær aktive og få indflydelse