Månedshilsen fra biskoppen i Aalborg Stift

Læs månedsbrev fra biskop Thomas Reinholdt Rasmussen.

TILLYKKE TIL KONFIRMANDERNE
Konfirmationen er en god tradition i Danmark. Hvert år bliver flere tusind unge konfirmeret, og således holdes også flere tusind fester rundt om i hjem, på hoteller og kroer. Det er altid en god dag.

Konfirmandforberedelsen er en væsentlig del af folkekirkens liv. Forud for selve konfirmationen forløber et undervisningsforløb, som er åbent for alle 7. eller 8. klasser, og hvor de unge fordyber sig i de største ting i livet og de største ting i verdenshistorien. Her åbnes der op for det, vi ikke kan sige os selv.

Selvom traditionerne har ændret sig gennem tiden; før i tiden fik man måske et rygesæt som konfirmand, nu en tur i en sportsvogn efter konfirmationsgudstjenesten, så er indholdet i forberedelsen og konfirmationen det samme: Troen på, at kærligheden er størst af alt, som den er blevet fortalt gennem de bibelske historier, og derved håbet om, at det ender godt for os. Det trænger vi til at høre.

Vi lever i en tid, hvor vi ofte spænder buen for hårdt og tror, at man skal være på en særlig måde for at være med. Måske er det på tide med en større bevidsthed om, at vi allerede er der ved at døbes og konfirmeres.

I evangeliet formuleres det tydeligt, at du er med på trods af, du måske ikke lige synes det. For det var jo det, der blev sagt til kvinderne ved graven påskemorgen, da de uden tro på fornyelse og liv kom triste til graven uden håb og blev mødt af det modsatte. Du er med.

I sidste uge blev kirketællingerne for folkekirken i Nord- og Nordvestjylland i 2023 offentliggjort. I gennemsnit var der 44 deltagere til en gudstjeneste i stiftet, og ud af over 13.000 gudstjenester, måtte kun 50 aflyses, fordi der ingen kom. Der er god opbakning til folkekirkens aktiviteter, selvom tallene selvfølgelig dækker over geografiske forskelle. Folkekirken står for omkring 30.000 begivenheder om året. Konfirmanderne er med konfirmationen en aktiv del af dette.

De er en stor glæde. De er med. Og de skal have et hjerteligt tillykke med deres konfirmation her i foråret. Det er skønt at være med til.

Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen